Fjernbustrafik og klima

twitterlinkedin

Fjernbustrafikken er det mest klimavenlige transportvalg, danskerne har med de (konventionelle) transportmidler, der er til rådighed i dag. Mens vi venter på afgørende spring til nye teknologier eller drivmidler er produktudvikling og øget kapacitet i busserne med til at bringe CO2-belastningen fra fjernbustrafikken ned.

Af Lasse Repsholt, cand.scient.pol, HD(R)

Fjernbustrafik foregår med busser i turistbusklassen med en kapacitet på mellem 54 og 77 passagerer (dobbeltdækkere) pr. bus. Busserne er med konventionel teknologi – dieseldrevne – så på kort sigt er fjernbustrafikkens klimamæssige fortrin givet ved en meget effektiv udnyttelse af energien og udnytte de muligheder produktudviklingen indenfor motorteknologien, kapaciteten og andre fremskridt giver. Busserne kører på den såkaldte B7-diesel, hvor der er iblandet 7 % biodiesel, hvilket er med til at bringe CO2-udledningen ned.

Sammenlignet med andre konventionelle transportformer med bil, tog og fly er fjernbustrafikken det mest klimavenlige valg. Det viser beregninger foretaget af COWI for DSB baseret på Transportministeriets Tema2015-model.

Kilde: https://www.dsb.dk/globalassets/om-dsb/baeredygtighed/sammenligning_af_emissionsfaktorer.pdf

Omsættes disse tal til CO2-belastningen for en rejse mellem Aarhus og København ser billedet således ud.

CO2-udledningen ovenfor er beregnet med forudsætningen om en 54 personers bus, der er 48 pct. belagt (26 passagerer). Langt de fleste fjernbusser er i praksis 77-personers busser (dobbeltdækker) og den gennemsnitlige belægningsgrad er omkring 60-65 pct. (54 til 58 passagerer i bussen) og den gennemsnitlige CO2-udledning per personkilometer mellem 16 og 17 gram. Det giver en samlet udledning på mellem 4,8 kg. og 5,2 kg. pr passager mellem Aarhus og København (304 km).

Sektorens medlemmer arbejder for at bevare den klimavenlige førerposition. KombardoEkspressen har i en lang periode benyttet den klimavenlige HVO som brændstof. HVO Biodiesel er et biologisk alternativ til diesel og leveres i Danmark i former, der lever op til internationale krav om bæredygtighed. Flixbus gennemfører internationalt forsøg med såvel batteridrevne elbusser som brintbusser og forsøger at bryde udfordringen med at sikre hastighed, rækkevidde og nyttelast i busserne med et klimavenligt alternativ. Vikingbus der ejer fleet.dk forsøger sig med batteridrevne elbusser i sin flåde Endnu anvendes de dog ikke i fjernbustrafikken.

twitterlinkedin