Faktaark 3: Bilrådighed, økonomi og lige muligheder

twitterlinkedin

I de seneste år er der kommet flere biler på de danske veje, men 37,99% af de danske familier (husstande) råder ikke over egen bil, og er afhængige af mulighederne med kollektiv trafik. Samtidig er transporten det næststørste udgiftsområde i de danske husholdninger og omkostningerne ved at køre med egen bil er steget markant det seneste år. I 2021 udgjorde transport med bil i gennemsnit over 37.927 kr. (11,7 %) af alle danske familiers husholdningsbudget. Disse to tal illustrerer, at den kollektive trafik spiller en stor rolle for at sikre danskerne lige muligheder for mobilitet og kollektiv trafik. Enten fordi man ikke har en bil eller fordi, bilen tærer godt på budgettet.

Af Lasse Repsholt, Dansk PersonTransport

Mange danske familier har ikke bil…

Selvom vi får flere biler på de danske veje, er der stadig 1,2 mio. familier / husstande (37,99 % – 2023) der ikke har bil. Bilrådigheden er mindst i storbyerne (Aalborg, Aarhus, Odense, Frederiksberg og København), hvor også mulighederne med kollektiv trafik er størst. I den anden ende af spektret er det familierne i land- og oplandskommuner, der har størst rådighed over bil. Ikke overraskende har familier i områder med høje serviceniveauer af kollektiv trafik mindre bilrådighed end familier i områder med middel eller lavere serviceniveauer Faktaark 1: Serviceniveauet i den kollektive trafik 2010 til 2021

Antallet af familier med to eller tre biler i husstanden er steget med 39 % over en 10-årig periode, så det i 2022 er 550.000 familier (ud af 3,1 mio. familier), der råder over to eller tre biler. Denne vækst er jævnt fordelt over alle kommunetyper dog mindst i hovedstadskommunerne (Kilde: Danmarks Statistik – Bilrådighed BIL800).


[1] Har adgang til offentlig transport betydning for, om man har bil? (DST Analyse 27. maj 2021) www.dst.dk

…og bilen gør indhug i husholdningsbudgetterne

For de danskere der har bil – eller flere biler – udgør omkostningerne hertil en stor del af husholdningsbudgettet. Transporten er er faktisk – med 42.330 kr. om året – den største udgift i danskernes husholdninger efter udgifterne til boligen.

Den enkelte familie med bil skal regne med udgifter på i gennemsnit 50.000 kr. pr. bil, men det kan dække over store variationer. I FDM’s bilbudget for 2022 regnes med årlige omkostninger på mellem 65.000 og 100.000 kr. for nye biler (20.000 km om året) afhængig af størrelse, anskaffelsespris og type.

Året 2022 blev også med energipriser og inflation et turbulent år for bilejerne, hvor priserne til både anskaffelse af biler og brændstof steg til rekordniveauer. Samtidig holdt billetpriserne i den kollektive trafik sig i ro frem til den 1. januar 2023, hvor taksterne blev justeret indenfor det såkaldte takststigningsloft.

Samlet skønner DPT, at danskerne bruger 118 mia. kr. om året på biltrafikken.

twitterlinkedin