Faktaark 1: Serviceniveauet i den kollektive trafik 2010 til 2021

twitterlinkedin

I en 10-årig periode fra 2010 til 2021 er serviceniveauet (køreplantimer pr. indbygger) i landkommunerne faldet med 21%. Men også i tættere bebyggede områder – oplandskommuner og bykommuner – er serviceniveauet faldet med hhv. 14% og 15%.

En analyse fra Danmark Statistik fra 2021 peger også på stor variation mellem serviceniveauet i forskellige kommuner.

Af Dansk PersonTransport – 25.01.2023

Faldende serviceniveau med kollektiv bustrafik

På baggrund af data indsamlet af Trafikstyrelsen har Dansk PersonTransport kortlagt serviceniveauet målt i køreplantimer pr. indbygger for kollektiv bustrafik i landet 98 kommuner og fem regioner.

I hele perioden er der sket et fald i alle kommunetyper. I en 10-årig periode fra 2010 til 2021 er serviceniveauet (køreplantimer pr. indbygger) i landkommunerne faldet med 21%. Men også i tættere bebyggede områder – oplandskommuner og bykommuner – er serviceniveauet faldet med hhv. 14% og 15% over 10 år. I oplandskommuner, provinsbykommuner og hovedstadskommunerne har niveauet dog ligget stabilt siden 2016.

Bemærk at det bratte fald for hovedstadskommunerne fra 2015 til 2016 skyldes en administrativ omlægning af ansvar og finansiering for bustrafikken fra kommunerne til Region Hovedstaden, og modsvares derfor af en tilsvarende éngangs-stigning i regionens serviceniveau samme år. I den efterfølgende periode 2016 til 2021 er regionernes udbud af bustrafik efterfølgende faldet med 12 % målt i køreplantimer per indbygger.

Derudover skal der i sammenligningen tages højde for, at serviceniveauet for bustrafik i storbyerne påvirkes af åbningen af Aarhus Letbane (december 2017) og åbning af Metrocityringen i København og Frederiksberg (September 2019).

Danmarks Statistik: Indikator for serviceniveau med offentlig transport

Danmark Statistik har i 2021 udarbejdet en analyse, der giver et øjebliksbillede af danskernes adgang til offentlig transport i bredere forstand – som adgang til offentlig transport indenfor en afstand på 500 meter fra bopælen[1]. Danmarks Statistik dokumenterer - helt forventeligt – at der i højere grad kan opretholdes et meget højt eller højt serviceniveau for flere familier (husstande) i provinsbykommuner, storbyer og hovedstadsområdet, mens mange familier i landkommuner og oplandskommuner kun har adgang til lavt serviceniveau eller slet intet serviceniveau målt efter 500-meters-kriteriet.


Derudover viser analysen også, at der er en ganske stor variation i serviceniveauet indenfor de samme kommunetyper. F.eks. har flere familier – mellem 4,2 % og 6,0 % - i landkommuner som blandt andre Brønderslev, Odsherred, Struer og Svendborg til et meget højt serviceniveau med busser og lokaltog, mens mange familier i kommuerne Lemvig (50,8 %), Ringkøbing-Skjern (47,9 %) og Ærø (52,2 %) i modsatte ende slet ikke har adgang til offentlig transport indenfor 500 meter.

Analysen fra Danmarks Statistik påviser også en – ikke overraskende – sammenhæng mellem indikatoren for serviceniveauet i den kollektive trafik og bilrådigheden hos familierne bosat i de forskellige kommuner. Se også Faktaark 3.

[1] Som led i arbejdet med FN’s verdensmål har Danmarks Statistik i samarbejde med Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering beregnet adgangen til offentlig transport fra alle bopælsadresser. Indikatoren belyser i hvilken grad befolkningen har adgang til offentlig transport inden for en afstand af 500 meter fra deres bopæl. Graden af adgang til offentlig transport er identificeret på fem serviceniveauer:

1. Meget højt = Adgang til min. 10 afgange i timen samt mulighed for at bruge mere end én type offentlig transport, hvilket typisk vil være bus + tog eller færge

2. Højt = Adgang til min. 10 afgange i timen

3. Middel = Adgang til 4-9 afgange i timen

4. Lavt = Adgang til under 4 afgange i timen

5. Intet = Ingen adgang til offentlig transport inden for 500 meter

Kilde: Har adgang til offentlig transport betydning for, om man har bil? (DST Analyse 27. maj 2021)

twitterlinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *